Anders Kingo

Foredragsholder & Forfatter

Terapi og sjælesorg

Psykologi og teologi

I et samarbejde mellem to psykologer og to sognepræster arbejdes der på en præcisering af forskelle og ligheder mellem den terapeutiske og den sjælesørgeriske samtale. Kortlægningen af dette krydsfelt foretages dels med henblik på at opnå en mere præcis gensidig videnskabelig selvforståelse, dels med henblik på en bogudgivelse til brug for såvel terapeuter som sjælesørgere.

Mikkel Wold (sognepræst og underviser i sjælesorg på præsternes efteruddannelsesinstitution i Løgumkloster) og jeg er initiativtagere.

Stikordsagtigt kan problemfeltet angives således:

Enhver videnskab skal kende sin forudsætning og sin grænse. Gør den ikke det, kan den uhyre let udarte til at se sig selv som et alt forklarende ”system”, hvorved den tillige udarter til at blive religiøs. Både psykologien og teologien har således en klar, ja, nødvendig interesse i at kende deres egen grænse og begrænsning

Terapeuten og sjælesørgeren er fælles om den opgave at hjælpe mennesker i nød, men de har hver deres forudsætning for at gøre det. Psykologien taler ud fra det, som det er muligt for et menneske at udsige om den menneskelige adfærd og eksistens. Teologien taler ud fra et forkyndt (åbenbaret) ord om, at Skaberen har en bestemt hensigt med sin skabning – med stærke psykologiske implikationer til følge (som det f.eks. udfoldes hos Søren Kierkegaard).

En kortlægning af disse forskelle og ligheder mellem terapi og sjælesorg (og i et videre perspektiv psykologi og teologi) er endnu ikke foretaget, eller rettere: hvad der hidtil er forsøgt, er udført uden tilstrækkelig dybde og konsekvens.

Formålet med det her skitserede projekt er netop at råde bod på denne mangel.

Oktober 2014

Anders Kingo

sognepræst, dr.theol.

Har du spørgsmål, så ring gerne på tlf.: 75 88 10 50