Bliver enhver salig i sin tro?

Da Frederik den Store i 1740 satte sig på den preussiske trone, var det hans erklærede mål at skabe en moderne, velfungerende stat. Et sådant mål var ganske i tidens ånd, og Frederik var netop på højde med sin tid i denne forening af sin samtids åndelige og politiske strømninger og egne ambitioner. Alt skulle tjene dette ene formål: det nyttige og velfungerende. Stridigheder blev bilagt med målet for øje, for et hus i strid og splid med sig selv står ikke stærkt. Også religiøse stridigheder måtte underkaste sig den nye herskers og tidens fordring. Det skete med et kongeligt dekret, der principielt ligestillede alle religioner. I Frederiks rige skulle der være religionsfrihed, "thi her kan enhver blive salig i sin tro".

Denne sætning er gået det moderne menneske i blodet, fordi den så præcist formulerer modernitetens vilkår for al sandhed: sandheden er "privatiseret". Talen om sandhed (inklusive enhver religions sandhedsfordring) er i moderniteten noget uhyre subjektivt. Den yderste konsekvens heraf synes at være vor tids postmodernisme, hvor ethvert krav om at skulle søge sandheden er opgivet.

Ret beset var dette krav imidlertid opgivet allerede på Frederik den Stores tid. Hvis nemlig kravet om det nyttige og gavnlige går forud for spørgsmålet om, hvad sandhed er, er sandhedsspørgsmålet nemlig i realiteten opgivet. Spørgsmålet om sandhed kan kun befinde sig som første punkt på dagsordnen. Ellers er det slet ikke til! Den, der påstår, at enhver bliver salig i sin tro, har sat sig selv uden for sandhedsspørgsmålet og har gjort sandheden til noget sekundært.

sognepræst, dr.theol.

Anders Kingo