Ånd og sanselighed

En vandringsbog

Hvorfor er det i dagens Danmark sjældent at høre en prædiken, hvori Gud kommer til orde? Hvorfor synes det, at hovedparten af de prædikener, der holdes i danske kirker, oftest udsiger et dogmatisk eller et politisk ord, et overvejelsernes eller et litterært ord, men ikke et åndens ord? ”Hvi er Herrens Ord forsvundet af hans Hus”, spurgte som bekendt Grundtvig i sin berømte dimisprædiken fra 1810. Forhåbentlig uden at lyde alt for patetisk føler jeg mig foranlediget til at spørge tilsvarende: Hvorfor er ånden forsvundet af ikke blot præsters tale, men af så at sige enhver tale om det at være menneske? Og ad hvilken vej skal der gås, for at den åndelige tale atter kan lyde?

Disse spørgsmål har jeg sat mig for at analysere og teologisk gennemreflektere. Spørgsmålene er sandt at sige ikke nye. De har i forskellig skikkelse været behandlet ned gennem hele kirkens historie, men presser sig efter min mening nu atter på og fordrer en nyformulering ind i netop vores tid og vores særlige problemer og udfordringer. Mit mål er at skrive en folkelig bog om emnet, og for at kunne det må en forudgående teologisk, filosofisk, psykologisk og litterær refleksion finde sted.

Min tese er, at vejen tilbage til åndens tale går via sanseligheden, en åndeliggjort sanselighed.

Der er en påfaldende og dog ganske naturlig lighed mellem den paulinske, den lutherske og den kierkegaadske antropologi. Paulus, Luther og Kierkegaard ser mennesket som en tre-delt størrelse (legeme, sjæl, ånd), der har to fundamentalt forskellige muligheder at leve på eller forholde sig til sig selv (Kierkegaard), nemlig åndeligt eller kødeligt, hvor ånden angiver Guds mulighed, kødet menneskets.

Mellem ånd og sanselighed har der i næsten hele kirkens historie hersket fjendskab. Sanseligheden (bredt forstået som det at bruge sanserne, som legemlighed, som det erotiske) er oftest set som ikke blot åndens modsætning, men netop som åndens fjende nummer ét, fordi synden anses for liggende at lure i sanseligheden. Og en synd med udspring i og forbundet med sanseligheden er jævnt hen i den folkelige bevidsthed blevet anset for værende større end f.eks. hovmod og vantro. I angst for synden har sanseligheden skullet tugtes og har derfor ikke måttet komme til udfoldelse og blomstring.

Årsagen hertil er først og fremmest at finde deri, at sanselighed er blevet forvekslet med kød. Sanselighed er jo en umiddelbart foreliggende menneskelig mulighed og er som sådan – som menneskelig mulighed - i bibelsk forstand kødelig, men er dog ikke egentlig kød, fordi sansningen i den forstand er ”neutral”, at der med sansningen alene intet er afgjort mht. den sansendes forhold til det sansede. Dette forhold kan være – stadigvæk ifølge den nævnte antropologi – såvel åndeligt som kødeligt. Der må derfor skelnes mellem en åndelig og en kødelig sanselighed.

Forfatter, dr.theol. Anders Kingo